Vil du sikre fundamentet for et af de vigtigste erhverv i Danmark, så er stillingen som forstander på Bygholm måske noget for dig. Bygholm søger en forstander, der kan bringe Bygholm ind i fremtiden, som en fortsat vigtig brik i udviklingen af hoved og hænder til landbrug og agroindustri.
Forstanderen skal brænde for at realisere Bygholms mission om at sikre ledere og medarbejdere til fremtidens landbrug, så Danmark også fremover har landbrug og fødevarer af høj kvalitet.
Opgaver
Forstanderen på Bygholm er først og fremmest skoleleder og leder af kostskolen – med alt hvad det indebærer.
Forstanderen skal stå i spidsen for en skole, der uddanner til et erhverv, som er i gang med en grøn omstilling. Dette betyder et paradigmeskifte for hele sektoren.
Forstanderen har det overordnede ansvar for drift, udvikling og ledelse af Bygholm med reference til bestyrelsen. Forstanderen skal sikre en solid drift, der bæres af faglighed på højeste niveau – hvilket Bygholm allerede er kendt for.
Bygholm er, samtidig med at være en uddannelsesinstitution af højeste kvalitet med gode fysiske rammer, også en kostskole i vækst med 200 kostelever. En højt prioriteret opgave er derfor at sikre gode og faste rammer for trivsel og almen dannelse, sådan at de unge via deres ophold på Bygholm, får de bedste muligheder for at udvikle sig både fagligt og menneskeligt.
Bygholm tilbyder desuden moderne konference-og mødefaciliteter.
Forstanderen skal være en samlende leder, der går forrest. Som ambassadør for skolen skal man være en aktiv og synlig person i forhold til de eksterne relationer, hvor et fortsat godt samarbejde med andre aktører og samarbejdspartnere lokalt, nationalt og internationalt fastholdes.
Forstanderen skal desuden fortsætte det gode samarbejde i skolens samarbejdsudvalg og generelt arbejde for at sikre trivsel og løbende kompetenceudvikling af alle skolens medarbejdere og ledere.
En vigtig opgave er en professionel og sikker betjening af bestyrelsen, hvor forstanderen i samspil med bestyrelsen sætter den strategiske retning for Bygholm. Forstanderen skal være et vigtigt omdrejningspunkt for, at skolens strategiske mål og visioner realiseres.
Kompetencer
Det er en fordel, hvis den nye forstander har en bred ledelses-erfaring, herunder gerne med ledelse af ledere. Erfaring fra uddannelsesområdet og kendskab til landbrugssektoren og tilknyttede erhverv vil vægtes positivt, ligesom erfaring med ledelse af kostskole er et plus. Endelig er det helt afgørende, at forstanderen har et stort hjerte for de unge og brænder for at give eleverne den bedst tænkelige hverdag på Bygholm med fokus på trivsel, dannelse, læring og udvikling.
Forstanderen skal som person være rummelig og kunne stå fast under pres og samtidig være en leder, der med autoritet og handlekraft kan brænde igennem både internt i forhold til elever og medarbejdere og eksternt i forhold til skolens interessenter. Dette kombineret med en delegerende og involverende ledelsesstil.
Solide strategiske evner samt god forretningsforståelse er en forudsætning for succes i stillingen. Forstanderen skal endvidere have stærke kommunikative og relationelle kompetencer, der også benyttes til at skabe organisatorisk udvikling og sammenhængskraft.
Der forventes en relevant uddannelsesmæssig baggrund, men erfaringer og resultater vægtes højere.
Vilkår
Stillingen er indplaceret i lønramme 36, og lønnen fastsættes på baggrund af retningslinjerne i den gældende chefaftale. Tiltrædelse forventes 1. maj 2025.
Ansøgning
Søg stillingen senest onsdag den 5. marts 2025 kl. 12.00
Kontakt gerne bestyrelsesformand Nis Hjort, tlf. 20 22 66 29 eller næstformand Jonas Würtz, tlf. 4084 0510.
Læs stillings- og personprofilen.
Der afholdes to samtalerunder. Første runde samtale afholdes den 10. marts fra kl. 12. Anden runde samtaler afholdes den 18. marts fra kl. 12. Går du videre til anden runde samtaler, skal du være indstillet på at gennemføre en personlighedsanalyse.

